Kan man selv registrere sin virksomhed? 

CpbCph  > Tanker >  Kan man selv registrere sin virksomhed? 
0 Comments

De fleste iværksættere etablerer deres virksomhed som personligt ejet, eller det man også kalder et enkeltmandsfirma. Og det er der faktisk en god grund til.  

Nu hvor iværksætterselskaberne (IVS) er afskaffet, er det sådan set den eneste måde, man kan blive selvstændig på, uden at have en opsparing eller optage et lån. Starter man en enkeltmandsvirksomhed er der ikke noget krav om kapitalindskud. 

Det vil sige, at du starter stort set uden penge i firmaet. Du får formentlig næsten altid brug for om ikke andet, så lidt midler til de indledende udgifter, men du behøver ikke skaffe dem for at få et CVR-nummer.  

Det at oprette et CVR-nummer kræver meget lidt. Du skal bruge din private NemId, og så kan du sådan set gøre det rimeligt hurtigt uden at bruge advokat eller revisor.  

Der er på iværksætterportalen Startinfo.dk en enkel CVR guide, som du kan følge skridt for skridt, og efter ca. 15 min. har du et dit eget CVR nummer: CVR Guiden finder du her! 

Der er mange der tror, at de administrative byrder ved start af egen virksomhed er voldsomme i Danmark, men det er faktisk ofte ikke tilfælde. Danmark er meget digitaliseret, så du kan næsten klare alt selv fra din PC, og de fleste offentlige hjemmesider har gode vejledninger – også uden du behøver at ringe til kundeservice – som hjælper dig i mål. 

Hvis det ikke er et enkeltmandsfirma? 

Skal du registrere et ApS eller endda et A/S, så vil man normalt anbefale, at du benytter en advokat. Selve oprettelsen på CVR-registeret er egentlig ikke meget anderledes, men i modsætningen til enkeltmandsfirmaet er der nogle flere krav. Ved ApS og A/S skal du jo indskyde kapital på hhv. 40.000 og 400.000 kr.  og det er ikke nok, at du bare har dem på bogen eller i lommen. Det skal dokumenteres overfor Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at pengene er der. Det gør man typisk ved at overføre dem til en advokats klient konto, hvorefter advokaten laver bekræftelsen og sender pengene minus honorar retur.  

Og så skal der laves et stiftelsesdokument og vedtægter, og hvis I er flere ejere, så er det normalt en rigtig god ide, med en anpartshaveroverenskomst. Det sidste dokument er der ikke krav om, men det hjælper til at man undgår konflikter mellem ejerne, hvis man laver en aftale inden. 

Men konklusionen er altså, at enkeltmandsfirma er klart lettest og billigst at etablere. 

Hvorfor vælge at stifte selskab, når det er dyrere og der er mere bøvl?  

Umiddelbart virker det jo ikke specielt tillokkende at stifte et Anpartsselskab eller et Aktieselskab. Men der kan være situationer, hvor det er helt oplagt at stifte et selskab. 

Den typiske grund til stiftelse af selskab er, at man kun hæfter med den indskudte kapital. Ens private værdier som fx hus og bil påvirkes ikke af en evt. konkurs. Man mister ”kun” værdien i selskabet, hvilket naturligvis kan være slemt nok, men bevarer sin normale privatøkonomi intakt.  

En anden grund til selskabsstiftelse er, hvis der er flere ejere. Den personlige udgave af flere ejere er I/S eller Interessentskab, men det er rimeligt risikabelt, da man hæfter personligt og solidarisk i tilfælde af konkurs. 

Og endelig er et selskab meget lettere at sælge, for det er sin egen identitet eller juridisk enhed, som man siger. Det svarer næsten til det samme som en fysisk person, og det er naturligvis også derfor der skal være ret vandtætte skotter mellem iværksætterens private økonomi og selskabet. Og netop fordi selskabet er en selvstændig juridisk enhed, kræver det også egne vedtægter mv.