Alternativ forretningsidé: Tjen penge med dubia-kakerlakker

CpbCph  > Tanker >  Alternativ forretningsidé: Tjen penge med dubia-kakerlakker
0 Comments

I denne miniartikel får du nogle tips til, hvordan du kan tjene en ekstra skilling ved at opdrætte og sælge noget så eksotisk som dubia-kakerlakker. Det lyder måske helt skørt, men det kan faktisk være solid business, og du kan sågar gøre det til en levevej, hvis du skalerer det.

Du bliver ikke rig i en fart!

Der findes næsten uendelige muligheder for at blive rig i en fart – i hvert fald hvis man skal tro på de smarte sælgere af tips og tricks i den retning. Men husk nu tommelfingerreglen om, at hvis noget lyder for godt til at være sandt, er det sikkert også løgn.

Drop alt om pyramidespil, fritidssalg af shampoo og hvad der ellers findes derude. Du kommer til at bruge en bunke tid, og afkastet vil i 99,9% af tilfældene ikke være besværet værd. Find i stedet en ærlig og reel biindtægt. I langt de fleste tilfælde giver det praksis et bedre afkast, og du kan samtidig være stolt af det, du laver.

Hvad er dubia-kakerlakker?

Dubia-kakerlakken er et insekt, der naturligt lever i regnskovene i Sydamerika. Her tøffer den rundt i skovbunden og hjælper med at omsætte nedfaldsfrugter, bær og blade.

Og ja – det er ganske vist en kakerlak, men den kan slet ikke sammenlignes med de skadedyrs-kakerlakker vi normalt tænker på, når talen falder på kakerlakker. Ud af de adskillige tusinde kakerlak-arter, der findes, er det kun et par håndfulde, der gider genere os mennesker. Resten trives kun i naturen, og vi ser dem sjældent.

Hvad bruges dubia-kakerlakken til?

Dubia-kakerlakkerne bruges i stor stil som foder til insektspisende kæledyr. Flere og flere anskaffer sig eksempelvis krybdyr, som kun spiser levende insekter. Der er også en del større fugle og visse pattedyr, der sætter stor pris på insekter.

Så der er faktisk et voksende marked for disse insekter, og dubia-kakerlakkerne er ret populære. En voksen kakerlak kan sælges for 2-3 kroner. Det lyder måske ikke af meget, men ”mange bække små”… Kakerlakker sælges ofte efter vægt, og et kilo går snildt til 7-900 kroner.

Hvordan kommer jeg i gang?

Først og fremmest skal du have nogle avlsdyr til at starte en kultur. Du kan f.eks. købe en startpakke med dubia i alle størrelser hos www.insektorama.dk eller andre lignende webshops.

Derudover skal du have en beholder til dem. Det kan f.eks. være en høj bed-roller eller lignende plastkasse med glatte sider (kakerlakkerne kan ikke klatre på lodrette plastflader). Forsyn kassen med en masse æggebakker, tomme toiletrulle-rør eller andet materiale, som dyrene kan gemme sig i og kravle rundt på.

Hvis siderne er høje, behøver du faktisk ikke låg. Hvis der er risiko for, at hund, kat eller baby vælter beholderen, kan det selvfølgelig være en god ide med låg. Der skal dog være rigelig med udluftning, så lim evt. en metalnet i.

Dubia-kakerlakker er tropiske insekter, så de trives bedst med varme – gerne 25-30 grader. Du kan også have dem til at stå ved stuetemperatur, men så er udviklingen ret langsom. Måske har du et varmefordeler-skab i bryggerset hvor de kan stå.

Hvad skal kakerlakkerne fodres med?

Dubia lever primært af frugt og grønt, så du kan fodre med rester fra husholdningen. Suppler evt. med lidt tørfoder til hund, kat, kanin eller lignende. Med andre ord – din kultur er superbillig i drift.

Dubiakakerlakker er nøjsomme dyr, så de kan gå længe uden foder, hvis du ikke lige har tid. Men giv dem gerne foder 2-3 gange ugentligt for optimal vækst. Det vigtigste er, at de kan få væskebehovet dækket. Det får de som udgangspunkt, hvis du sørger for, at der altid er friskt grønt tilgængeligt. Alternativt kan du også give dem vand, f.eks. via en fugtet svamp.

Og så er pengemaskinen i gang

Nu kan du læne dig tilbage og vente på, at kulturen vokser. En ulempe er desværre, at det går ret langsomt. En nyfødt dubia skal bruge et halvt år på at blive voksen og kønsmoden.

Fordelen er til gengæld, at din arbejdsindsats er minimal. Du skal blot fodre – så klarer kakerlakkerne resten selv.

Væksten er selvfølgelig eksponentiel. Derfor er det bedst at vente mindst 6-12 måneder, før du begynder at sælge ud af overskuddet. Alt afhænger selvfølgelig af, hvor mange du har indkøbt til en start. Desto flere kakerlakker du har på stald, desto større er produktionen.