Vi går på arbejde hver dag og kæmper for at få flere kunder ind i vores egen eller vores kunders virksomhed. Flere kunder, flere ordrer, flere sendte fakturaer og flere arbejdspladser. Vækst, vækst, vækst…
Men i kampens hede glemmer vi nogle gange at stoppe op for at se om det nu også er det rigtige vi løber efter.
Alt for mange virksomheder skyder for bredt i deres markedsføring og ender med at brænde pengene af på reklamer og markedsføring, som ikke rammer den rigtige målgruppe.
Vi skal blive bedre til at finde en niche og indgå partnerskaber.
Find din niche
Vi skal blive bedre til at zoome ind på vores forretning og ikke blot kigge på branchekoden for vores CVR-nummer.
Er du f.eks. et autoværksted, vil du typisk sammenligne dig med alle de andre 10-20 værksteder i området. I sælger jo det samme – service og reparation af biler.
Men prøv at zoome ind på de enkelte opgaver, I udfører på værkstedet og se om der er steder, hvor I skiller jer ud.
Det kunne være, at I f.eks. var super dygtige til at skifte olie på privatbiler og havde en rigtig god forretning her. Så skal jeres annoncering på f.eks. Google ikke gå på ”værksted” men på ”olieskift” i stedet.
Hvis I gør noget ekstra ud af dette område i markedsføringen vil I lige pludselig også se, at dette områder vækster – og måske skaber mere forretning i nogle af de andre områder af virksomheden. Måske skal folk have skiftet dæk også og så tjener I lige pludselig meget mere på den enkelte kunde.
Lav partnerskaber
Lad os nu antage at du igen er et autoværksted, men denne gang med speciale i montering af bilvarmere. Det er ikke noget alle værksteder vil rode med, så derfor kan du med fordel alliere dig med nogle af de andre værksteder eller bilforhandlere i området og lade dem henvise kunder til dig.
Du giver dem en god rabat, så de også får noget ud af at henvise til dig – og så vil det være dig, der lige pludselig monterer alle bilvarmere i hele byen, ja måske endda i hele regionen.
Vi skal blive meget bedre til at tænke i partnerskaber, når vi skal lave markedsføring, for så slipper vi for at skulle ud og finde hver enkelt kunde selv. Hvis vi har styr på vores partnere, vil de løbende sikre, at der kommer kunder til os.
Så er vores udgifter til markedsføring måske begrænset til en god middag en gang om året til hver partner og ikke en fast udgift hver måned til at finde hver enkelt forbruger på Google selv.
Recent Comments